søndag den 24. marts 2013

Den nemme have der passer sig selv

Haven der passer sig selv! nej det det gør den nu ikke helt, men man kan tilstræbe, at anlægge den sådan, at den nødvendige arbejdsindsats passer til det, man magter, på grund af helbredet eller

arbejdsopgaver og rejser.

Mange griber til den store græsplæne for det er da nemt. Nej det er det da ikke. Den skal slås en gang om ugen eller to. Her kan man give husbonden mere kondi med øgning af gødning til plænen. - Men jeg kan også skåne ham ved at anlægge en masse bunddække som f.eks. kæmpestenbræk, hosta, løvefod, lave geranier m fl. for det kan i hvert fald passe sig selv. 

græs til leg


græs til gangstier

blomster i flader
  "Vi vil egentlig gerne have lidt blomster men ingen staudebed for det er så besværligt". Et staudebed kan nu stort set passe sig selv, hvis man planter de rigtige stauder, ikke for mange forskellige slags og helt tæt. Så er der ikke meget, der kan holde stauderne tilbage for at fylde det hele - og skulle der stå lidt ukrudt ind imellem - "ja og hvad så!" En af mine opgaver her i foråret er at plante stærke stauder i et skvalderkåls fyldt bed. Ønsket var et blomsterbed og bedet skulle ligge lige der -skvalderkål eller ej. Så det skal prøves - godt nok med store aflæggere fra moderen her, så det kan komme godt fra start.


stauder der fylder











 "Det er så dejligt at kunne gå ud og høste sine egne grønsager og frugter".   Her skal man virkelig gøre op med sig selv om det dejlige står mål med arbejdsindsatsen. Jeg har lidt urtehave med det, jeg ikke kan gå ned at købe: Bønner i stativ, helt tidlige kartofler, asparges, lidt augurker og majs - og så jordbær og ærter til når børnebørnene kommer hjem på besøg. Urtehaven passer ikke sig selv!.
Kryderurterne, som er et must for mig er straks lidt nemmere - også hvidløg.

Der er rigtig mange muligheder med en god planlægning at skabe et område, som ikke er mere arbejdskrævende end man ønsker. For mange skal det også være overskueligt, så man ikke skal være udannet gartner for at finde ud af pasningen.

Og så er der også lige det at haven er der hele året rundt, så den må også gerne have noget at vise frem hele året lige som en kirkegård uden at det ligner en kirkegård. Mine stedsegrønne favoritter er taks, kristtjørn og buskbom og til forvildede arealer myrtegedeblad og de passer sig selv, samtidig med at de skygger for alt ukrudt.

 
bunddække i række


bunddække hele året
bunddække i fliser



fredag den 15. marts 2013

Cherrytomat - Solanum lycopersicum 'Vilma' -

En lille pose frø sået i vindueskarmen i slutningen af vinteren og med 40 planter rigere, har denne Cherrytomat givet mig et stort udbytte. Langt hen i efteråret står den stadig med frugter i drivhuset og suger lidt sol til sig og formår stadig at rødme lidt. Det er en rigtig god type tomat til travle børnefamilier. De giver masser af frugt og kræver ikke den store pasning. Børnene elsker disse små søde frugter og bliver der for mange, kan de altid indgå i madlavningen fra salat til tomatsovs.

Den står også fint i vindueskarmen, på altanen, terrassen og så selvfølgelig i drivhuset, hvor den holder lidt længere.

Jeg er bange for at mine børn med deres små familier, har taget den til sig som en tradition, at de får en håndfuld planter til pinse. Der bliver også rigelig med planter til gaver. Det vækker begejstring at komme med en plante eller to i stedet for den sædvanlige rødvin eller blomst til værtinden.

Jeg har købt den i Impecta Fröhandel http://www.impecta.se/sv/artiklar/korsbarstomat.html

fredag den 1. marts 2013

Kaprifolie - Lonicera periclymenum 'Belgica'

vildt og god for fugle

I min iver rundt med saksen kom jeg også forbi en af mine kaprifolier. Det fik mig til at tænke på hvor dejlig en plante det er.

År tilbage plantede jeg en hel del klematis og et par kaprifolier. De lidt sene klematis blomstre som "vinden blæser" og/eller bliver helt væk. Derimod bliver kaprifolierne bare større ( derfor det med saksen) år for år. Og så er de bladbærende en stor del af året.

Den ene, L. periclymenum, som støtter en gammel elmestub blomstre det meste af sommeren og minder mig om sin eksistens med sin dejlige duft.

L. caprifolium
En af de andre er mere forædlet. Den er for fin på den til at dufte. Til gengæld leverer den en kaskade af orangegule blomster og fylder godt op på stakitet, men er ikke så vild i sin vækst.

Helt sikkert skal jeg have flere kaprifolier. Jeg har en gran, som skal skæres ned. Dens stammer kunne godt blive til stativ for en smuk ny kaprifolie.

Så nu er jeg i fuld gang med at studere emnet kaprifolie. Sådan går det tit. Jeg forelsker mig i en plante og finder så ud af, at den har et hav af artsfæller og så bliver det rigtigt spændende!

Sidste år købte jeg en smuk stedsegrøn slyngplante, L. Henryi 'Copper', som jeg så nu har fundet ud af også er en kaprifolie!!