DRIVHUSENE

En helårshobby

Det er et helt kapitel for sig i haven. Oprindeligt syntes jeg det var for meget arbejde med drivhus. Men husets mand forelskede sig i en pavillon, som ville passe fint ind i et hjørne af haven, så det blev rejst der. Og ret havde han. Det blev en fin skulptur og kom til at huse alskens blomster og frugter.

Efter et par år og fældning af grantræer, så der blev plads til et nyt haveanlæg, blev der også plads til et stort drivhus. Her kunne jeg nu rigtig få plads til det hele. Tomater i lange baner. Nye kartofler i spande og endelig småplanter til udplantning.

Ja her er der gang i det hele året. Der er også plads til plantebord og et par siddepladser til en kaffepause. Ja vi har sågar sovet der, da husets andre senge var optaget af gæster. Det er helt fantastisk, at stå derude en kold blæsende forårsdag og potte småplanter i metervis og have sin kaffe med til en stund i solen beskyttet bag glas og i læ.
Hen på året bliver der for varmt og så er det skyggegardiner og åbne vinduer. Så er det duften af tomater modtager én. I vinterens kulde kan man lige gå indenfor og nyde det med sneen i driver langt op ad glasset og glæde sig over de mange stedmoderplanter og gyldenlakker, der står og venter på foråret.
Og pavillon – ja her blev der plantet to vin, som næsten har mødt hinanden vejen rundt. Det er blevet stedet, hvor vi nyder en del af vores måltider og kaffepauser. Et rigtigt ”driverthus” og stadig en smuk skulptur i haven.






Altid igang forår med ungplanter - sommer med masser af frugter - efterår med de sidste blomster og tomater og endelig vinter med toårsplanter